31. oktober 2024
|Marketing

Fra AI til autentisk marketing – vejen til effektive tekster

Siden ChatGPT blev lanceret for to år siden, har alment tilgængelig AI virkelig sat sit præg på verden. Det har ændret måden, vi kommunikerer digitalt på, både privat og i forretningsøjemed – men er vi nået til et punkt nu, hvor de tekster, vi producerer, ikke længere får os til at skille os ud? Lad os tage et kig på, hvad du risikerer at miste ved at bruge AI til copywriting, og hvordan du kan gøre det bedre selv – især i SMS- og email-marketing.

AI er en genvej – på godt og ondt

Selvfølgelig kan man med AI’s hjælp skrive marketingtekster langt hurtigere end før, da et enkelt prompt kan generere et langt, velskrevet svar på få sekunder. Selvom det dermed godt kunne tyde på, at det vil gøre copywriters overflødige eller i hvert fald lette en tung arbejdsbyrde, er der god grund til at være forsigtig med, hvor meget og hvad AI bruges til. Den vigtigste opgave i copywriting er at skrive tekster, der fanger publikums opmærksomhed og motiverer dem til at tage handling. Derfor er det også vigtigt at overveje, i hvor høj grad man sætter sin lid til AI, når det kommer til at forstå mennesker og danne relationer. Det betyder selvfølgelig ikke, at AI er helt ubrugeligt i copywriting – det er bl.a. fantastisk til at håndtere store mængder data og kondensere indhold, og hvis man ikke selv er skarpt til korrekturlæsning, er der god hjælp at hente dér. Da ChatGPT først så dagens lys, tog det verden med storm hvor troværdig og naturlig tekst, den lynhurtigt kunne producere. Men illusionen om menneskelig tekst skabt af en computer er begyndt at krakelere. Så selvom det lyder fristende at overlade tekstskrivningen helt til AI, er der derfor stadig god grund til selv at blive ved tasterne. Når du overlader din copywriting til AI, risikerer du nemlig, at dine beskeder bliver overfladiske, upersonlige og generelt mangler de kreative nuancer, der skaber en ægte forbindelse med dit publikum – og du sætter dermed dit publikums tillid på højkant.

Hvad risikerer du at miste ved at bruge AI til hele din copywriting?

Tænk først og fremmest på, hvordan du som forbruger selv reagerer på de marketingtekster, du ser i hverdagen: Støder du oftere og oftere på de samme formuleringer, samme type punktopstilling eller bare kommunikation, som virker generisk eller malplaceret?  Du kan højst sandsynligvis svare ja til ovenstående, og et kvalificeret gæt vil være, at det ikke inspirerer dig eller gør dig nysgerrig på indholdet eller brandet bag. Sådan har dine kunder det sikkert også. Når du læner dig for meget op ad AI i din copywriting, går du nemlig glip af nogle helt essentielle elementer: Du mister først og fremmest din unikke tone of voice. AI kan nemt producere en korrekt og konsistent tekst, men den kan ikke fange den tone og stemme, der adskiller dit brand fra andres. Det er svært for en maskine at skabe en følelse af autenticitet og personlighed – især når indholdet er baseret på al den tekst, der allerede eksisterer ude på internettet i forvejen. AI arbejder derudover ud fra data og mønstre, hvilket betyder, at der er begrænsninger for dens kreativitet. Det bliver dermed svært at undgå, at dine budskaber bliver flade eller ensformige. AI mangler også evnen til at forstå dybere menneskelige følelser og adfærd, så der er også naturlige begrænsninger for, hvor autentisk kommunikation den kan producere på det punkt.

Hvad er de åbenlyse faldgruber så?

Hvor fejler AI? Og hvorfor? Der mangler kreativitet og variation i formuleringerne. AI arbejder ud fra store datamængder, men selv store mængder data vil stadig kun give begrænsede bud på optimale formuleringer. Mange tekster fra AI er generiske af en grund, hvilket gør, at de ikke bliver mindeværdige – og modtagerne vil føle sig mere som et nummer i systemet frem for en værdsat kunde. AI bruger ofte de samme klichéer igen og igen, hvilket betyder, at tekster, der for nogle år siden fremstod innovative og interessante, nu i stedet bliver set bort fra eller har en decideret negativ effekt på modtagerne. Især på engelsk kan man nemt spotte formuleringer, der ofte går igen, når AI har skrevet en tekst: Det drejer sig f.eks. om “Stay ahead of the curve”, “In today’s digital landscape”, “embark”, “navigating” og en lang liste af andre overbrugte ord.   Udover faste fraser kan AI-tekster også ofte spottes på deres opsætning, da der også vil være en fast punktopstilling og f.eks. brug af koloner, og der er også ofte en hel masse unødvendig fylde, som måske får teksten til at lyde flot, men som samtidig enten bare gentager pointer, der allerede er skrevet, eller som er med til at smøre for tykt på, så teksten bliver utroværdig. Du kender det måske selv, hvis du har oplevet, at et firma har skrevet om en ny feature, der komplimenterer deres produkt, men som det får til at lyde som en løsning, der vil “revolutionere branchen”. I sådan et tilfælde bliver AI’s kreative tekst næsten for kreativ, og effekten på modtageren går fra positiv til negativ. Og det kan måske godt fremstå som et lidt frygtindgydende faktum, at AI fejler på kreativitet – for hvis en maskine, der kan gennemsøge et kæmpe datasæt ikke kan være original, hvordan har man så selv en chance? Det er heldigvis ret enkelt, da løsningen ligger lige for næsen af os.

Hvordan skal du gribe tekstskrivningen an?

Nøglen til originalitet i din tekstskrivning ligger hos dig selv. Du kender det nok fra din egen hverdag – hvis der tikkede en besked ind på din telefon nu, ville den sikkert lyde meget forskelligt alt efter, om den var fra din bedste ven, din kollega eller et familiemedlem. På samme måde er nøglen til god og engagerende kommunikation til din virksomhed, at dit brand har en tone of voice, som modtagerne kan genkende – hvilken hellere skal være unik end generisk. Som tidligere nævnt har AI klare styrker, og du kan derfor sagtens tage det bedste fra begge verdener, når du planlægger din copywriting. Balancen mellem egen skrivning og AI kan f.eks. se sådan her ud: Hvis du skal skrive en længere tekst, kan du bruge AI til at prompte en disposition, som du kan skrive ud fra. Hvis din deadline er kort, kan det også være et godt udgangspunkt at bruge AI til stikord eller en grundlæggende tekst, som du så selv kan tilpasse, så den passer til dit brands tone of voice. Du kan også udnytte AI’s store datasæt til at analysere dine kundedata og foreslå optimale tidspunkter at sende dine budskaber til modtagerne. Men selve det kreative arbejde – dvs. at finde den rette vinkel, tone og besked – er noget, der stadig kræver menneskelig intuition. I marketing er det super vigtigt at opbygge og vedligeholde stærke relationer med dine kunder – så brug din egen forståelse af kundernes følelser og adfærd til at skrive beskeder, der taler direkte til dem som mennesker. Når du har skrevet din tekst, kan AI nemt benyttes til at hjælpe med korrekturlæsning eller foreslå, hvordan teksten kan kortes ned eller på andre måder redigeres – men husk at være kritisk over for forslagene, så du bevarer kontrollen over din tekst.

Hvorfor din SMS- og email-marketing skal stå ud

Både SMS-marketing og email-marketing handler om at skabe kommunikation, der både er direkte og personlig. Når dine beskeder lander i en kundes indbakke, har du kun et øjeblik til at gøre indtryk – og hvis kunderne opfatter beskeden som generisk, risikerer du, at de sletter den, før de har læst den færdig, og dit arbejde dermed er spildt. Ved at tage kontrol over din copywriting, især i noget så vigtigt som SMS- og email-marketing, kan du skabe autentiske, kreative og kontekstuelle beskeder, der virkelig resonerer med dine kunder. Der vil altid være nuancer af dit brand eller din målgruppe, som kun du kender til, og det er vigtigt at gøre brug af dem, så du viser dine kunder, at dit brand er autentisk og dermed også det bedste valg for dem.

Konklusion

AI kan være en værdifuld hjælp i din markedsføring, men det er vigtigt at forstå, hvad du risikerer at miste ved at læne dig for meget op ad det. Ved at kombinere AI’s styrker med din egen kreativitet og menneskelige forståelse kan du sikre, at dine budskaber forbliver personlige, relevante og effektive – især i SMS- og email-marketing, hvor hver besked tæller.